En dansk families Tesla blev totalskadet efter datterens vanvidskørsel – en måned senere stod politiet med endnu et krav: aflevering af den nyindkøbte bil. Østre Landsret har nu bekræftet, at det er lovligt at konfiskere erstatningsbilen, selvom den aldrig har været brugt til kriminalitet. Det rejser et grundlæggende spørgsmål om balance mellem retshåndhævelse og retssikkerhed: Hvor langt skal samfundets straf række, når den oprindelige genstand for forbrydelsen er ødelagt?
Lovens sorte hul: Totalskader uden beslaglæggelse
Paradokset er slående: Politiet beslaglagde ikke den totalskadet Tesla, der faktisk blev brugt til vanvidskørsel – men først da familien for forsikringspengene købte en ny bil af samme værdi, rakte loven ind. Reglerne om vanvidskørsel fra 2021 kræver konfiskation af biler brugt til særligt grove forseelser som dobbelt hastighedsoverskridelse, men hvad sker der, når bilen ikke længere kan konfiskeres fysisk? Dansk Bilbrancheråd kalder sagen “helt forrykt” og peger på en logisk fejl: Havde politiet handlet øjeblikkeligt og beslaglagt vraget, ville en ny bil købt senere ikke være i farezonen. Men politiet ventede – og valgte så at sigte ind mod erstatningen.
Når penge bliver bil, og bilen bliver straf
Landsretten lagde særlig vægt på timing og værdi: Bilen blev købt kort efter ulykken, til samme pris som den ødelagte. Det gjorde den til en “direkte erstatning” – og derfor et lovligt offer for konfiskation. Men hvad med forsikringssummen selv? Den kunne politiet ikke røre. Så længe pengene var penge, var de immune – men i det øjeblik de blev omsat til en bil, blev de genstand for straf[web:2][web:5]. Det skaber en absurd situation: En familie kan beholde kontanter fra en forsikringsudbetaling, men øjeblikket de bruger dem på mobilitet, kan staten træde ind. Er det retfærdigt, at juridisk definerede “erstatningsgenstande” forfølges, mens økonomiske værdier går fri?
Hvor slutter stregen?
Dansk Bilbrancheråd stiller det afgørende spørgsmål: Hvor længe efter en forseelse kan en nyindkøbt bil konfiskeres? I denne sag var det en måned – men hvad med to måneder? Et halvt år? Dommen etablerer ingen klar grænse, og det efterlader bilister i en usikker retsstilling. Der er præcedens: I 2023 blev en erstatningsbil også beslaglagt, men dér var der mistanke om bevidst omgåelse af loven. I Tesla-sagen var der ingen sådan mistanke – blot en familie, der erstattede et transportmiddel, de havde mistet. Spørgsmålet er, om princippet om tredjemandskonfiskation – at uskyldige tredjeparters ejendom kan beslaglægges – nu er strukket så langt, at det rammer selvstændig og senere erhvervet ejendom.
En lov i overtræk?
Vanvidskørselsloven var politisk ønsket og rettet mod en reel trafikfarlig adfærd. Men når en dom åbner for konfiskation af erstatningsgenstande, bevæger vi os fra straf til dominoeffekt. Hvis målet er at ramme vanvidsbilisten økonomisk, kunne en klausul på forsikringsudbetalingen være mere målrettet: Frys pengene, indtil sagen er afgjort – og lad konfiskationen følge kapitalen, ikke genstanden. Det ville ramme retsfølelsen uden at skabe uklarhed om, hvornår en bil er “for ny” til at være i sikkerhed. Eller er vi enige om, at erstatningsgenstande skal kunne forfølges på ubestemt tid, blot de ligner det, der engang blev brugt til kriminalitet?
Diskussion: Er retssikkerheden i fare?
- Er det rimeligt, at staten kan beslaglægge en erstatningsbil, der aldrig har været brugt til vanvidskørsel?
- Bør loven skærpe kravene til, hvor længe efter en forseelse man kan konfiskere erstatningsgenstande?
- Er der behov for mere præcise retningslinjer om erstatningssummer og konfiskation?
- Udfordrer praksis princippet om, at straffen ikke skal ramme uskyldige tredjeparter?
- Er den nuværende retsstilling i strid med EU-reglerne om godtroende ejere?
Hvornår er en ny bil bare en ny bil – og hvor klart bør loven egentlig markere grænsen mellem fortidens straf og fremtidens retssikkerhed?
