Når 66.500 patienter årligt får brug for hjælp, er det ikke bare tal på papir. Det er mennesker, familier og arbejdspladser, der påvirkes. Alligevel risikerer psykiatrien at blive glemt i debatten om den nye storregion.
Lad os tale åbent: Psykiatrien er det politiske område, alle nævner i valgkampen, men som for ofte bliver nedprioriteret, når pengene skal fordeles. Nu står vi foran en historisk mulighed for at gøre det anderledes.
Når Region Hovedstaden og Region Sjælland sammenlægges til Region Østdanmark, overtager den nye storregion ansvaret for Danmarks største psykiatriske behandlingsopgave. Årligt skal næsten 67.000 mennesker hjælpes gennem systemet. Det svarer til, at hele Glostrup Kommunes befolkning hvert år ville skulle igennem psykiatrien - mere end 2 1/2.
Tal der fortæller en historie
Lad mig give tallene en menneskelig dimension: På Psykiatrisk Center Glostrup bliver 369 borgere indlagt årligt. Det betyder, at der mere end én gang hver eneste dag året rundt bliver trykket på den røde knap. En familie bryder sammen. En ung mand kan ikke længere klare presset. En kvinde mister fodfæstet. Og hver gang handler det om et liv, der skal genopbygges.
Region Hovedstaden behandler i dag omkring 50.000 unikke patienter om året – 40 procent af den samlede psykiatriske behandling i hele Danmark. Region Sjælland bidrager med yderligere 16.500 voksne patienter. Når de to regioner smelter sammen, bliver psykiatrien ikke bare én opgave blandt mange. Den bliver den opgave, storregionen måles på.
Stordrift eller storsvigt?
Nu lyder det fra mange sider, at sammenlægningen kan skabe “stordriftsfordele” og “bedre koordinering”. Måske. Men lad os ikke glemme, at stordrift også kan betyde, at mennesker bliver til numre i systemet. At ventetider vokser. At specialiseret viden drukner i administration.
Jeg frygter, at psykiatrien risikerer at blive offer for den organisatoriske kaos, der uvægerligt følger med en fusion af denne størrelse. Mens politikere diskuterer governance-strukturer og ledelsesmodeller, sidder der mennesker derude og venter på behandling. Venter på svar. Venter på, at nogen tager deres lidelse alvorligt.
Hvad skal der til?
Der er brug for politikere, der ikke blot nævner psykiatrien i flotte politiske programmer, men som faktisk vil kæmpe for området, når budgetterne skal vedtages. Politikere, der forstår, at psykiatri handler om forebyggelse, ikke kun brandslukning.
Det glæder mig derfor, at kandidater som Susanne Damsgaard fra Danmarksdemokraterne har gjort psykiatrien til en af sine centrale mærkesager. Vi deler den holdning, at området ikke længere kan være politikkens stedbarn. Med næsten 67.000 patienter årligt i den nye storregion bliver psykiatrien et barometer for, om Region Østdanmark formår at sætte borgerne først.
Fra ord til handling
Men lad os være ærlige: Politiske løfter er billige. Det afgørende spørgsmål er, om de kommende regionspolitikere vil prioritere psykiatrien, når pengene skal fordeles mellem sygehuse, lægevagter og forebyggelse. Vil de kæmpe for flere behandlingspladser? For kortere ventetider? For bedre opfølgning, så færre patienter ender med at blive genindlagt?
Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Men det kræver mod til at sige nej til andre projekter. Mod til at erkende, at psykiatrien ikke kan klare sig med endnu en velmenende rapport eller endnu en evalueringsrunde.
En invitation til samtale
Så mit spørgsmål til dig, der læser dette: Hvad skal der egentlig til, før vi som samfund tager psykisk sygdom lige så alvorligt som fysisk sygdom? Hvor mange 369-tal skal vi se på Glostrup, før vi forstår, at systemet er under pres? Og hvor mange af de 66.500 patienter skal opleve svigt, før vi handler?
Den nye storregion giver os chancen for at skrive en ny historie om psykiatrien. Men det kræver, at vi stiller skarpt på området nu – ikke efter valget, ikke når problemerne vokser sig uoverskuelige, men nu.
For det handler ikke om statistik. Det handler om mennesker.
Mere hjælp, mindre straf – vi skal have en ny kurs for dansk misbrugspolitik
