Stigende vold mod sundhedspersonale sætter fokus på behovet for handling i den nye storregion
Sidste år blev der på Herlev Gentofte Hospital anmeldt 65 tilfælde af vold mod personalet. Samtidig viser nye tal, at hver tredje kvinde i sundhedssektoren har været udsat for enten fysisk vold eller trusler det seneste år. For mig er det en uacceptabel virkelighed, der kræver handling – og det er også derfor, jeg har fundet en kandidat, der deler min bekymring for problemet.
Som borger i den kommende storregion Region Østdanmark har jeg længe fulgt debatten om tryghed og sikkerhed på vores hospitaler. Men først da jeg så de konkrete tal, gik det op for mig, hvor alvorligt det står til. Når Susanne Damsgaard fra Danmarksdemokraterne sætter tryghed og sikkerhed på hospitalerne højt på dagsordenen (som en mærkesag), er det ikke bare tomme ord – det er en nødvendig reaktion på en dokumenteret krise.
Tallene taler deres tydelige sprog
Region Hovedstadens tal fra de seneste år viser en markant stigning i volden. Fra 2022 til 2024 steg anmeldelser af fysisk vold med 69 procent, mens psykisk vold – trusler og verbale overfald – steg med hele 92 procent. Det er ikke bare statistik. Det er vores sygeplejersker, læger, portører og andet sundhedspersonale, der møder på arbejde og risikerer at blive overfaldet.
Forskning fra danske psykiatriske afdelinger tegner et endnu mere alarmerende billede. Et litteraturreview viser, at 90 procent af læger og sygeplejersker på psykiatriske hospitaler har været udsat for voldelig adfærd. På nogle af de mest urolige afsnit oplever op til 15 procent af patienterne aggressive episoder.
Hvem står bag volden?
Det er en ubehagelig sandhed, men psykiatriske patienter udgør en betydelig del af problemet. Det handler ikke om at stigmatisere mennesker med psykisk sygdom, men om at anerkende realiteterne, så vi kan finde de rigtige løsninger. Akutmodtagelserne står i en særlig udsat position, fordi psykiatriske akutpatienter ofte modtages samme sted som patienter med fysiske lidelser. Hertil kommer patienter påvirket af stoffer, alkohol eller med demens, som også kan udvise truende adfærd.
Problemet er blevet så stort, at private sikkerhedsselskaber nu specialuddanner personale specifikt til skærmning af psykiatriske patienter. Disse sikkerhedsvagter bruges både til akutte situationer og til længerevarende vagter døgnet rundt, når personalets eller andre patienters sikkerhed er truet. Det siger noget om, hvor alvorlig situationen er blevet.
Hvidovre Hospital tager handling
Situationens alvor understreges af, at Hvidovre Hospital nu har ansat sikkerhedsvagter i døgndrift til at varetage sikkerheden. Det er et konkret eksempel på, hvordan hospitalerne er nødt til at reagere på den stigende vold. At et af regionens hospitaler finder det nødvendigt at have professionelle sikkerhedsvagter til stede hele døgnet, viser tydeligt, at problemet ikke længere kan håndteres af sundhedspersonalet alene.
Det er både en nødvendig løsning og et tankevækkende symptom. Nødvendig, fordi personalet har krav på et sikkert arbejdsmiljø. Tankevækkende, fordi det illustrerer, hvor langt problemet er kommet. Hospitalerne bliver gradvist nødt til at investere betydelige ressourcer i sikkerhed – ressourcer, der ellers kunne være gået til patientbehandling.
Portørerne i frontlinjen
En af de personalegrupper, der ofte overses i debatten, er portørerne. De står faktisk i frontlinjen, når det gælder kontakt med urolige patienter. Som del af deres grunduddannelse får portører specifik træning i, hvordan de skal håndtere kontakt med psykisk syge. De fungerer som fastvagter ved urolige patienter og skal kunne skabe tryghed selv i svære situationer.
Det er portørerne, der transporterer og forflytte patienterne. Det er dem, der ofte som de første møder en patient i krise. Deres rolle er afgørende, men den er også farlig. At vi som samfund har accepteret, at en gruppe medarbejdere skal have specifik uddannelse i at håndtere vold og trusler som en del af deres daglige arbejde, burde give os alle stof til eftertanke.
Der findes løsninger
Det er ikke kun negativt, der kan siges om situationen. Forskning dokumenterer faktisk, at systematisk forebyggelsesindsats kan nedbringe risikoen for vold og trusler markant. Arbejdsmedicin og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udviklet konkrete metoder, der er blevet testet på 13 arbejdspladser. Metoderne guider ledere og medarbejdere til at finde løsninger skræddersyet til netop deres arbejdsplads.
Det viser, at vi ikke bare skal acceptere volden som en del af hospitalernes hverdag. Vi kan gøre noget ved det – hvis der er vilje til det. Det kræver investering i både personale, uddannelse og måske nye fysiske rammer, der kan håndtere særligt urolige patienter bedre.
Hvorfor det betyder noget for mig
Når jeg den 18. november skal sætte mit kryds ved valget til den kommende storregion Region Østdanmark, kommer tryghed og sikkerhed på hospitalerne til at veje tungt. Det handler ikke bare om tal og statistik. Det handler om vores kollektive ansvar for de mennesker, der hver dag går på arbejde for at hjælpe andre – og som ikke skal frygte for deres egen sikkerhed, mens de gør det.
Susanne Damsgaard fra Danmarksdemokraterne har peget på dette område som et centralt indsatsområde. Det harmonerer med min egen opfattelse af, hvad der er vigtigt. Vi kan ikke fortsætte med at lade sundhedspersonalet stå alene med problemet. Vi kan ikke blive ved med at acceptere stigende voldstal som en naturlig del af hospitalsdriften.
Et regionalpolitisk ansvar
Den kommende storregion får ansvaret for at drive og udvikle vores hospitaler. Det betyder også ansvaret for at sikre, at de mennesker, der arbejder der, kan gøre det trygt. Det kræver politisk prioritering, det kræver ressourcer, og det kræver handling.
Som borger forventer jeg, at de politikere, vi sender ind i den nye region, tager problemet alvorligt. Jeg forventer konkrete handlingsplaner, ikke bare velmenende ord. Jeg forventer, at vi ser på de løsninger, der virker andre steder, og implementerer dem hos os.
Valget den 18. november handler om mange ting, men for mig står dette emne klart. Når jeg kigger på kandidaterne og deres holdninger, bliver det tydeligt, hvem der deler min bekymring for personalets tryghed. Det giver stof til eftertanke, når krydset skal sættes.
