Regeringen udskyder igen afgiftsstigninger på elbiler – men kan vi blive ved med at sende regningen videre?
Det politiske spil om elbilernes fremtid afslører et ubehageligt paradoks i dansk økonomi: Vi lover det hele til alle, men sender regningen til næste generation. Først skulle registreringsafgiften stige i 2026. Nu bliver det 2027. Måske. Samtidig skal Forsvaret både spare og opruste. Erhvervslivet sukker under mangel på arbejdskraft. Og ældreplejen står på spring.
Hvornår kommer regningen egentlig?
En gave til de rige?
Lad os starte med fakta: Elbiler under 419.344 kroner slipper fortsat helt for registreringsafgift. Dem derover får en midlertidig rabat forlænget med et år. Udskydelsen kommer ifølge TV2 efter pres fra De Konservative – et parti, der traditionelt varetager de velhavendes interesser.
Socialdemokratiet var skeptiske. Og med god grund. For hvem køber egentlig elbiler til over 400.000 kroner? Ikke folkeskolelæreren fra Glostrup. Ikke SOSU-assistenten fra Roskilde. Det er højtuddannede med store indkomster, der nyder godt af skatteydernes generøsitet.
Argumentet lyder, at vi skal holde gang i elbilssalget af klimahensyn. Men er det virkelig klimaet, vi tænker på, når vi giver skattefradrag til Tesla Model X til 800.000 kroner? Eller handler det om at fastholde en symbolpolitik, som ingen politiker tør røre ved?
Forsvarets umulige ligning
Mens vi giver rabat på luksusbiler, kæmper Forsvaret med en ligning, der ikke går op. NATO kræver to procent af BNP til forsvar – et krav, Danmark længe forsømte. Nu skal vi indhente årtiers underprioritering. Samtidig skal der spares.
Resultatet? Ældre militært udstyr, der skal holde længere. Kaserner, der forfalder. Soldater, der mangler grundlæggende træning. Det er jo absurd: Vi kan finde penge til at subsidiere Audi e-tron til direktøren, men ikke til at sikre vores eget forsvar.
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at opruste. Spørgsmålet er, om vi har råd til ikke at gøre det. Men så længe vi prioriterer symbolpolitik over samfundets fundamentale opgaver, bliver det en umulig samtale at føre.
Grøn omstilling på kredit
Den udskudte afgiftsstigning er symptomet. Diagnosen er en politisk kultur, hvor ingen vil levere dårlige nyheder. Elbilerne skulle være fremtiden – og det er de måske også. Men overgangen koster. Rigtig mange penge.
Infrastrukturen til opladning mangler. Elnettet skal opgraderes massivt. Og når alle kører elbil, forsvinder milliarder i afgiftsindtægter fra benzin og diesel. Penge, staten i dag bruger på veje, hospitaler og skoler.
Løsningen? Vi udskyder regningen. Igen og igen. Men økonomiske love lader sig ikke narre af politiske kompromiser. På et tidspunkt skal nogen betale. Hvem bliver det?
Når virkeligheden banker på
Glostrup Kommune kender følelsen. Når statslige besparelser rammer, er det de kommunale opgaver, der lider. Færre hænder i ældreplejen. Større børnegrupper i institutionerne. Udskudt vedligehold af veje og bygninger.
Det samme mønster gentager sig nationalt. Vi lover borgerne lavere skatter, bedre velfærd og grøn omstilling – alt sammen på én gang. Men matematikken fungerer ikke. Noget må give.
Elbilpolitikken er et perfekt eksempel. I 2020 vedtog Folketinget en gradvis indfasning af afgifter frem mod 2031. En fornuftig plan, der gav bilkøbere forudsigelighed. Men nu ruller vi den tilbage – ikke fordi situationen har ændret sig, men fordi det er politisk bekvemt.
Hvem betaler for festen?
Den egentlige regning kommer i form af forsømte investeringer. Forsvaret, der ikke kan beskytte os. Infrastruktur, der forfalder. En ældre generation uden ordentlig pleje. Børn, der ikke får den uddannelse, de fortjener.
Og ja, klimaet. For hvis vores grønne omstilling hviler på, at staten finansierer privatbilisme for velstillede danskere, så er vi ikke særlig langt. Rigtig grøn transport handler om kollektiv trafik, cykelstier og byplanlægning – ikke om at gøre det billigere for direktøren at købe sin næste elbil.
Udskydelsen af elbilafgiften er ikke en sejr for klimaet. Det er endnu et eksempel på, at vi sender regningen videre til næste generation.
Mod til at vælge
Dansk politik trænger til en ærlig samtale om prioriteringer. Vi kan ikke have det hele. Hvis vi skal have et stærkt forsvar, en ambitiøs klimapolitik og en velfærdsstat, der fungerer, så koster det. Og pengene skal komme et sted fra.
Måske er det tid til at spørge: Skal danske skatteydere virkelig subsidiere elbiler til dem, der i forvejen har råd? Eller skulle pengene bruges på noget, der gavner flere – og som vi ikke kan undvære?
Regningen kommer. Det ved vi alle sammen. Spørgsmålet er, om vi tør se den i øjnene, før det er for sent.
Hvad bør være den vigtigste prioritet for danske skattekroner: Forsvar, klima eller velfærd? Eller er det hele falske modsætninger skabt af manglende politisk mod?
