I sommeren 1989 stillede en ung ungarer med skægstubbe sig på Heltepladsen i Budapest og tordnede mod det kommunistiske styre. Mens 250.000 tilskuere lyttede, krævede 26-årige Viktor Orbán det utænkelige: at sovjetiske tropper skulle forlade Ungarn, og at regimet skulle holde frie valg. I dag rejser den samme mand til Beijing for at mødes med Vladimir Putin – en krigsforbryder eftersøgt af den internationale straffedomstol. Fra modstandsmand til Moskvas vigtigste trojanske hest i Europa. Hvordan kunne det gå så galt?
Fra oprører til autoritet
Orbán var engang en af de unge demokraters store håb. Hans parti Fidesz modtog endda den prestigefyldte Rafto-pris i 1989 for sin rolle i demokratiseringsprocessen. Men efter at have mistet magten i 2002, ændrede strategien sig radikalt. Da han vendte tilbage til premierministerposten i 2010 med absolut flertal, startede transformationen af Ungarn. Forfatningen blev omskrevet, domstole pacificeret, medierne opkøbt, og oppositionen marginaliseret. I 2014 erklærede Orbán åbent, at det liberale demokrati "måske ikke bør bevares i sin nuværende form". Han talte om "den illiberale stat" som ideal. I dag betegner Freedom House Ungarn som et "hybridregime" – ikke et rigtigt demokrati.
Den prorusiske drejning
Orbáns vej mod Kreml var ikke pludseligt. Mens resten af Europa forsøger at frigøre sig fra russisk gas, har han øget Ungarns afhængighed. Ungarn er det EU-land, der er mest afhængigt af russisk energi, og Orbán har ikke gjort noget for at ændre det. Tværtimod har han tilladt en forøgelse af russiske diplomater i Budapest fra 46 til 56, mens andre EU-lande skar ned af hensyn til spionagerisiko. Han har budt den russiske investeringsbank IIB velkommen til at etablere hovedkvarter i Budapest – en institution, andre EU-lande betragter som en "ren spionrede". Orbáns egen analyse er klar: Rusland kan ikke tabe krigen i Ukraine. Derfor skal Ukraine "give op" og begynde fredsforhandlinger på Ruslands præmisser. Det er et budskab, der flugter perfekt med Putins ønsker.
En forkælet skoledrengs trods?
Men hvad driver Orbán egentlig? Er det opportunisme, ideologi eller rent troskapitalisme? Måske er det en cocktail af alle tre ingredienser. Økonomiske interesser spiller en stor rolle: billig russisk gas holder ungarsk industri kørende, og EU-midler – som Orbán i øvrigt stjæler fra i industriel skala ifølge EU's antikorruptionsmyndighed OLAF – finansierer hans oligarknetværk. Samtidig har han opbygget en fortælling om Ungarn som offer for vestlige eliter, Bruxelles-bureaukrater og George Soros' påståede migrantplaner. Den nationalkonservative retorik spiller godt hjemme hos vælgerne, som gennem statskontrollerede medier dagligt bombarderes med propaganda om migranter, der "voldtager, stjæler og dræber". Men der er også noget dybere på spil. Orbán har positioneret sig som leder af et østeuropæisk oprør mod vestlig liberalisme. Han drømmer ikke om at forlade EU – tværtimod, han vil transformere det indefra.
EUs spilleregler skal ændres
Spørgsmålet er ikke, om Orbán hører til i Putin-Rusland. Han har behændigt placeret sig midt mellem øst og vest, høster fordele begge steder og blokerer løbende for EU's beslutninger. Sverige venter stadig på Ungarns ratificering af sit NATO-medlemskab. EU's militære støtte til Ukraine fryses fast. Sanktioner mod Rusland udvandes. Det reelle problem er, at EU's beslutningssystem med enstemmighedskrav på udenrigs- og sikkerhedspolitik giver én enkelt leder med autoritære tendenser mulighed for at lægge hele unionen i lænker. Tyskland, Frankrig og EU-parlamentet presser derfor på for at afskaffe vetoretten og indføre kvalificeret flertal. Modstanden er dog betydelig: Kritikere argumenterer for, at enstemmighed sikrer EU's troværdighed, fordi unionen taler med én stemme.
Kan Ungarn overhovedet stoppes?
EU har forsøgt at reagere. Artikel 7-proceduren blev aktiveret i 2018, men Rådet har aldrig fulgt op med konkrete sanktioner. Milliarder i EU-midler er blevet indefrosset – for så at blive frigivet igen, selvom Ungarn ikke opfyldte reformkravene. Problemet er, at enhver sanktion kræver enstemmighed blandt de resterende medlemslande. Og Orbán har allierede, som den slovakiske premierminister Robert Fico, der også fører en pragmatisk pro-russisk linje. En grundlæggende traktatreform, der kunne ændre enstemmighedsprincippet, kræver paradoksalt nok også... enstemmighed. EU står altså i et Catch-22, hvor systemet skal ændres for at forhindre én aktør i at underminere det – men ændringen kræver accept fra netop den aktør.
Et spørgsmål om Europas fremtid
I 1956 kæmpede tusindvis af ungarere for at vriste sig fri fra Moskva. De første demonstranter krævede "Ruszkik haza" – russere, gå hjem. I 1989 stod Viktor Orbán i forreste linje og gentog kravet. I 2023 fløj han til Beijing for at bukke for Putins udenrigsminister Lavrov og lave "beskidte aftaler" med den krigsforbryder-eftersøgte russiske præsident. Historiens ironi er bitter. Spørgsmålet er ikke længere, hvad Putin har lovet Orbán. Spørgsmålet er, hvornår Europa forstår, at en Union, der skal beskytte demokrati, menneskerettigheder og sikkerhed, ikke kan fungere, hvis én enkelt leder kan blokere for alt. Hvis Ungarn falder tilbage til autoritære tendenser, og Ukraine falder for russisk aggression, hvem garanterer så i sidste ende, at Ungarn ikke selv ender på Putins menu?
