Vi sender soldater i kamp med bedstefars gevær, mens naboerne opgraderer til fremtidens teknologi. Hvad siger det om Danmarks prioriteter?
I 1996 stod jeg som værnepligtig i luftværnsgruppen ESK 560 på Flyvestation Skalstrup med våben, hvis M-betegnelser fik dem til at lyde som noget fra en auktion hos Bruun Rasmussen. Garant M50, maskinpistol M49, pistol M49, TMG M50 – udstyret var så gammelt, at hvis man ville forstå, hvad vi arbejdede med, kunne man bare streame de første Soldaterkammerater-film. Ja, de sort-hvide. Det var ikke en joke. Det var virkeligheden i det danske luftforsvar for 29 år siden.
Men her er det absurde: Dengang havde vi trods alt et luftforsvar. I dag? Ikke så meget. Og det er ikke soldaternes skyld. Det er resultatet af årtiers politiske prioriteringer, hvor forsvarsbudgettet har været behandlet som en sparegris, man kunne tømme, hver gang der var brug for penge andetsteds.
Historiens gentagne lektion
Danmark har en forsvarshistorie, der kan sammenfattes i tre ord: for lidt, for sent. Slesvigske krig i 1864? Vi tabte katastrofalt, delvist fordi vi var hverken militært eller politisk forberedte. Svenskekrigene i 1600-tallet? København blev belejret, og vi overlevede mere af held end dygtighed. Englandskrigene? Vi mistede flåden i 1807, fordi vi ikke kunne forsvare den. Og anden verdenskrig? Kapitulation efter få timer.
Mønsteret er tydeligt: Vi lærer ikke. Vi sparer på forsvaret i fredstid, og når krisen rammer, står vi med bukserne nede. Når grænserne trues, når alliancepartnere kalder, når den globale sikkerhedssituation skifter – så skal der pludselig "toptuning" til. Men toptuning tager tid. Våben skal købes, soldater skal trænes, strukturer skal genopbygges. Og indtil da? Så krydser vi fingre.
Fra Garant M50 til ingenting
Lad os tage luftforsvaret som eksempel. I 1996 havde vi i det mindste fly, radaranlæg og luftværnsgrupper. Udstyret var forældet, ja, men det var der. I dag har vi kampfly – F-35'ere – men antallet er begrænset, og vores evne til at dække dansk luftrum døgnet rundt er stærkt reduceret. Vi har nedlagt flyvestationer, skåret i personale og outsourcet dele af vores luftforsvar til alliancepartnere.
Det lyder smart på papiret. NATO-samarbejde, fælles sikkerhed, ressourceoptimering. Men hvad sker der, hvis krisen rammer flere steder samtidig? Hvad hvis vores allierede har travlt med deres egne grænser? Så står vi der igen – uforberedte og afhængige.
Prisen for politisk forkromning
Skiftende regeringer har gennem årtier behandlet forsvaret som en post, man kunne skære i uden konsekvenser. Venstrefløjen har prioriteret velfærd. Højrefløjen har prioriteret skattelettelser. Begge har været enige om, at vi kunne nøjes med et minimumsforsvar, fordi NATO-paraplyen beskyttede os.
Men så kom Ukraine-krigen i 2022. Pludselig var sikkerhedspolitik ikke længere abstrakt. Pludselig var det ikke længere nok at pege på amerikanske eller tyske styrker. Pludselig skulle Danmark investere massivt i forsvaret igen – to procent af BNP blev det nye mantra. Men pengene kommer ikke til at give resultater i morgen. Det tager årtier at genopbygge det, vi har skåret væk.
Erfaringer fra luftværnsgruppen
Når jeg tænker tilbage på min tid i luftværnsgruppen, er det ikke nostalgien over gammelt udstyr, der fylder. Det er erkendelsen af, hvor lidt der reelt var at arbejde med. Vi trænede intenst, vi gjorde vores bedste, men vi vidste alle sammen, at hvis det blev alvor, ville vores M50-garanter ikke holde meget mod moderne trusler.
Og det er præcis sådan, det danske forsvar har fungeret i generationer: Soldaterne gør deres bedste med det, de har. Men politikerne giver dem ikke det, de har brug for. Ikke før det er for sent.
Hvad har vi lært?
Intet, tilsyneladende. Hver gang sikkerhedssituationen forbedres, skærer vi ned. Hver gang den forværres, lover vi at investere. Det er reaktivt, kortsynet og farligt. Andre lande – Sverige, Finland, Polen – har forstået, at forsvar koster penge, men at mangel på forsvar koster langt mere.
Så hvad gør vi? Vi kan blive ved med at spare os til fiasko, eller vi kan anerkende, at et troværdigt forsvar kræver vedvarende investeringer, moderne udstyr og politisk vilje. Ikke kun når fjenden står ved grænsen, men hele tiden.
Hvornår skal vi stop med at behandle forsvaret som en luftballon, vi kun pumper op, når den er ved at springe? Og hvad sker der, hvis vi en dag opdager, at ballonen er sprunget for længst?
