Udvist, dømt – og alligevel frit på farten. Mens fire søskende må flytte igen og igen, kan deres syriske forældre fortsætte jagten. Er det virkelig sådan, dansk ret skal fungere?
En syvårig pige står ved sin skole i juni måned. Hun ved ikke, at hendes biologiske mor dukker op netop nu med et billede af hende i hånden. At moren udspørger andre forældre: “Er hende her elev på skolen?”
Svaret bliver ja. Og med det ja kollapser den syvåriges tilværelse. For tredje gang på to år må hun flytte. Ny adresse. Nye mennesker. Nyt navn.
Det sidste, hun når at sige til sine plejeforældre – dem hun kalder mor og far – er: “Så var det alligevel løgn, at jeg skulle blive her.”
Sådan lyder historien om én familie, hvor systemet synes at slå knude på sig selv. Hvor børn lever på flugt, mens dømte forældre bevæger sig frit. Og hvor spørgsmålet trænger sig på: Hvem beskytter vi egentlig?
Syv flytninger på fem år
Sara Johanne Jensen er 20 år. Sammen med sine tre søstre har hun levet et liv præget af vold, chili på tungen, slag med diverse redskaber og trusler om at blive slået ihjel. I 2022 blev forældrene idømt halvandet års fængsel og udvist af Danmark i 12 år. Men dom og udvisning har ikke givet søstrene ro.
Tværtimod.
Siden afsoningen har forældrene gentagne gange opsporet døtrene – på trods af hemmelige adresser, nye navne og myndighedsvurderinger om kidnapningsrisiko. Den syvårige lillesøster har måttet flytte syv gange på fem år. Storesøsteren blev opsøgt i Grenaa. En 13-årig blev fundet af sin far i et forsøg, der blev politianmeldt som kidnapning.
Hver gang forældrene finder dem, skal børnene starte forfra. Nye skoler. Nye venner. Nye fiktive historier om, hvem de er.
“Jo flere gange de finder os, jo flere gange skal vi flygte,” siger Sara Johanne Jensen.
Og her er kruxet: Forældrene opholder sig lovligt på udrejsecenter Kærshovedgård. De er ikke frihedsberøvede. De kan komme og gå, som det passer dem. Tre gange om ugen skal de melde sig – resten af tiden er deres egen.
Når retstilstand møder realitet
Der er noget absurd over situationen. Forældrene er dømt for mishandling. De er udvist af landet. Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at børnene er i livsfare. Myndighederne har afbrudt al kontakt. Alligevel kan forældrene bevæge sig frit rundt, opsøge deres døtre, printe billeder ud og spørge sig for på skoler.
Sara Johanne Jensen har bedt Sorø Kommune om et tilhold. Afslag. Det kan ikke lade sig gøre.
Hvorfor? Fordi juraen ikke rækker. Et tilhold kræver bestemte betingelser, og åbenbart ikke engang en kidnapningsanmeldelse er nok til at udløse det.
Man kan undre sig: Hvad skal der egentlig til?
Hvad er vigtigst – retssikkerhed eller børns sikkerhed?
Den tidligere plejemor til den syvårige formulerer det skarpt: “Lige nu vægter vi de dømte, udviste forældres rettigheder højere end børnenes liv.”
Det er en hård anklage. Men er den urimelig?
På den ene side står menneskerettighederne. Danmark kan ikke frihedsberøve mennesker uden dom. Vi kan ikke tvangsudsende til Syrien, når situationen er usikker. Vi kan ikke lukke mennesker inde på ubestemt tid, fordi de potentielt kunne begå kriminalitet.
På den anden side står fire børn. Fire mennesker, der har overlevet mishandling, og som nu lever i konstant frygt. Børn, der mister deres tilknytning, deres hverdag, deres oplevelse af tryghed – igen og igen.
Hvem skal bære byrden?
Politikernes svar: Vi håber, de snart kan smides ud
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund kalder forældrenes adfærd “fuldstændig forkastelig” og udtaler: “Jeg håber inderligt, at vi en dag kan smide de her to syriske forældre hjem.”
Men hvornår er den dag? Og hvad sker der indtil da?
Regeringen har foreslået stramninger: Daglig meldepligt i stedet for tre gange om ugen. Forbud mod at køre bil. Men ingen af delene forhindrer reelt forældrene i at opsøge deres børn. De kan stadig tage offentlig transport. De kan stadig bevæge sig frit i dagtimerne.
Og børnene? De fortsætter med at flytte.
Forældrenes begrundelse: Kærlighed og islam
Mødt af TV 2 forklarer forældrene deres handlinger med “enorm kærlighed” og bekymring for, at døtrene bliver “for danske”. Moren siger: “Det er, når børnene bliver teenagere, at det begynder at blive farligt, da vi er bange for, at de starter med at ryge, lyve eller finder på at stjæle.”
Faren afviser, at han udgør en trussel: “Det giver ikke mening, at en far skulle tage hævn over sine børn.”
Men hvordan matcher det med domfældelsen? Med de gentagne opsøgninger? Med myndighedernes risikovurdering?
Her står to virkeligheder skarpt mod hinanden. Den ene virkelighed er forældrenes: De elsker deres børn, vil opdrage dem efter islamiske værdier, og forstår ikke, hvorfor staten har taget dem.
Den anden er døtrenes: De har været udsat for vold, lever i frygt og ønsker bare et liv uden flugt.
Hvor er løsningen?
Det er nemt at pege fingre. På kommuner, der ikke kan udstede tilhold. På politiet, hvis anmeldelser tilsyneladende forsvinder i systemet. På lovgivere, der ikke har skabt redskaber til at håndtere situationer som denne.
Men spørgsmålet er også: Hvad vil vi have? Skal vi kunne tilbageholde dømte, udviste personer på ubestemt tid, hvis de udgør en trussel? Skal vi kunne overvåge dem elektronisk? Begrænse deres bevægelsesfrihed radikalt? Eller skal vi acceptere, at nogle situationer bare er umulige at løse perfekt – og så er det børnene, der betaler?
Sara Johanne Jensen har valgt at stå frem med sit rigtige navn og ansigt på trods af risikoen. Hun håber, at hendes historie kan råbe politikere op. At det kan føre til forandring.
Den syvåriges tidligere plejemor siger det tydeligt: “Hun får ikke sin frihed, så længe forældrene har deres.”
Spørgsmålet er:
Hvem skal vi give friheden?
Hvad siger "børnenes statsminister"?
Læs også:
Regeringen har svigtet børnenes beskyttelse - 86 børn er blevet ofre for systemet
