Når Donald Trump og Vladimir Putin mødes i Budapest inden længe, bliver det et eklatant eksempel på, hvordan geopolitisk magt trumfer internationale retsregler. Spørgsmålet er ikke bare, om Putin slipper for anholdelse – det er, hvad det siger om vores fælles værdier.
Når arrestordrer bliver til papirtrusler
I marts 2023 udstedte Den Internationale Straffedomstol en arrestordre på Vladimir Putin. Anklagen var klar: krigsforbrydelser i form af tvangsdeportationer af ukrainske børn. Ordren gælder i alle ICC's 124 medlemslande – heriblandt Ungarn.
Men hvad sker der, når juridiske forpligtelser møder politisk bekvemmelighed? Viktor Orbáns Ungarn har allerede demonstreret svaret. Da Benjamin Netanyahu besøgte Budapest i april – også han med en arrestordre hængende over hovedet – skete der intet. Ingen anholdelse, ingen konsekvenser. Blot endnu et håndtryk og smilende pressebilleder.
Det internationale retssystem står altså overfor en ubehagelig sandhed: Uden vilje til håndhævelse er en arrestordre ikke meget værd. ICC har ikke sit eget politi. Domstolen er fuldstændig afhængig af, at medlemslandene gider at samarbejde. Og når de ikke gider – ja, så bliver retfærdighed til et spørgsmål om politisk opportunisme.
Ungarn: Det perfekte værtsland for magtens logik
Fra et ukrainsk perspektiv kunne stedsvalget næppe være værre. Som lektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet formulerer det: Der er kun ét sted, ukrainerne ville hade mere end Budapest – og det er Belarus, hvorfrom Rusland faktisk invaderede i 2022.
Orbáns Ungarn har konsekvent udfordret EU's holdning til Ukraine-krigen. Landet har blokeret sanktioner, modarbejdet våbenstøtte og vedvarende sået tvivl om det europæiske sammenhold. At vælge Budapest som mødested er ikke bare praktisk – det er et politisk signal. Et signal om, at regler kan bøjes, når magten kalder.
Men hvad betyder det for EU's troværdighed? Når et medlemsland åbenlyst ignorer sine internationale forpligtelser, og intet sker, undermineres hele fundamentet for fællesskabet. Vi kan tale om retsstatsprincipper og fælles værdier, men hvis de kun gælder, når det passer os, er de ingenting værd.
Luftrumslabyrinten: Logistik som politisk våben
Så er der det absurde spørgsmål: Hvordan kommer Putin egentlig til Budapest?
EU har forbudt russiske fly i sit luftrum. Putin kan ikke flyve over Ukraine. Polen vil næppe samarbejde. Det efterlader ham med få muligheder: En omvej syd om Sortehavet via det venligsindede Tyrkiet, eller dispensationer fra sydøsteuropæiske lande, der måske vil lukke øjnene.
Her afsløres endnu en skrøbelighed i systemet. Forbud og sanktioner fungerer kun, hvis alle spiller med. Men når enkelte lande begynder at give dispensationer – af økonomiske, politiske eller strategiske grunde – falder hele konstruktionen fra hinanden. Og Putin behøver kun ét land, der siger ja.
Det er værd at huske: Tyrkiet har ingen sanktioner mod Rusland. Landet har gjort det til sin strategi at tale med både Moskva og Kyiv. Er det pragmatisme eller principløshed? Måske begge dele – men det illustrerer, hvor hurtigt højtidelighed forsvinder, når nationale interesser står på spil.
Trumps dilemma: Prestige eller pinlighed?
Donald Trump elsker storscenen. Han trives med opmærksomhed og det drama, som følger af møder med verdensledere. Men selv for Trump kan der være grænser.
Hvis Marco Rubio vender hjem fra sine forberedende møder med budskabet, at Putin vil ydmyge USA, at hele showet bliver en fiasko – kan Trump så finde på at aflyse? Det er en interessant tanke. For én ting er vigtigere for Trump end stort set alt andet: at ikke fremstå svag.
Men der er også den modsatte risiko. Ved at mødes med Putin i Budapest, i et land der bevidst ignorerer en arrestordre, sender Trump et klart signal: Magt kommer før ret. Storpolitik trumfer international lovgivning. Er det virkelig det budskab, USA ønsker at sende?
Hvad siger det om os?
Budapest-mødet er mere end et diplomatisk arrangement. Det er et symptom på en større sygdom i det internationale system. Vi har skabt institutioner og regler for at beskytte menneskerettigheder, retsforfølge krigsforbrydere og holde magthavere ansvarlige. Men når de magthavere har nok indflydelse, forsvinder reglerne i tågen.
Tvangsdeportation af børn er en krigsforbrydelse. Det er ikke en holdningssag eller et politisk uenigheds-punkt – det er jura. Alligevel står vi nu og diskuterer, ikke om Putin er skyldig, men om han kan slippe afsted med det. Det burde bekymre os dybt.
For hvis vi accepterer, at store nok lande og magtfulde nok ledere kan ignorere internationale domme, hvad er så tilbage? Hvad adskiller os fra den junglelov, som vi påstår at have overvundet efter Anden Verdenskrig?
Kan vi i god samvittighed tale om et regelbaseret internationalt samfund, når vi samtidig ser til, mens de, der bryder reglerne mest groft, inviteres til topgalla i europæiske hovedstæder? Eller er det på tide at erkende, at vi aldrig rigtig har forladt Westfalens princip: At suveræne stater i sidste ende kun svarer til sig selv?
