Den russiske præsident ser konspirationer overalt. Men er frygten i Kreml et tegn på svaghed – eller blot Putins klassiske magtværktøj? Og hvorfor bør vi i Danmark følge med, når paranoiaen breder sig i Moskva?
Vladimir Putin har aldrig været en, der tøvede med at slå ned på kritikere. Men når den russiske efterretningstjeneste FSB bruger krudt på at anklage en eksil-oligark i London for at planlægge kup, tegner der sig et bemærkelsesværdigt billede: En præsident, der ser spøgelser i hvert hjørne.
John Herbst, tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine og nu seniordirektør i tænketanken Atlantic Council, mener, at Putin er blevet decideret paranoid. Anklagerne mod Mikhail Khodorkovskij og 22 andre fremstår mere som teatralsk magtdemonstration end reel sikkerhedspolitik. Khodorkovskij selv afviser beskyldningerne som opspind – hvilket de sandsynligvis også er.
Men spørgsmålet melder sig: Hvorfor nu? Og hvorfor så voldsomt?
Når økonomien knirker, skal fjenden findes
Krigen i Ukraine æder sig ind i det russiske samfund. Ikke bare på slagmarken, hvor tusindvis af russiske soldater dør. Men også i økonomien. Høje renter, inflation og en banksektor, der vakler under vægten af dårlige lån til våbenindustrien, presser Rusland mod en finansiel krise.
Det er ikke blot akademiske overvejelser. Det er realiteter, som almindelige russere mærker i hverdagen. Når borgerne begynder at stille spørgsmålstegn ved systemet, opstår behovet for en fortælling om ydre og indre fjender. Klassisk autokratisk logik: Er du i tvivl om legitimiteten, find en syndebuk.
Men er det virkelig paranoia? Eller er det bare gammelt nag – en arv fra Sovjetunionens fald, hvor magten væltede som dominobrikker, og hvor folk som Putin måtte se deres imperium smuldrer?
Jerntæppets spøgelse hjemsøger Kreml
Putins frygt rækker dybere end simple sikkerhedspolitiske overvejelser. Han er et barn af KGB. Han oplevede Sovjetunionens kollaps som en personlig tragedie og har brugt større delen af sin tid ved magten på at genopbygge en forestilling om russisk storhed. Han har lært én ting: Svaghed straffer sig.
Det gjorde den for Mikhail Gorbatjov, der tillod forandring og endte med at se imperium bryde sammen. Det gjorde den for Boris Jeltsin, hvis liberale eksperimenter førte til økonomisk kaos i 1990'erne. Putin vil for alt i verden ikke blive den næste mand i rækken.
Derfor finder han fjender. Derfor arresteres systemkritikere. Derfor skal Khodorkovskij – der allerede har siddet fængslet i et årti – fremstilles som kupmageren i London.
Men mon ikke frygten også siger noget om, hvordan magten står? En stærk leder behøver ikke hekseprocesser. En præsident, der virkelig har folket bag sig, behøver ikke anklage eksil-oligarker for kup. Paranoiaen afslører, at Putin føler presset.
Hvad skal Danmark med det?
Det her handler ikke kun om storpolitik i Rusland. Det handler om os. Om Europa. Om sikkerhed i Østersøområdet. Om vores demokratiske samfunds evne til at navigere i en verden, hvor autokrater bruger paranoia som styringsværktøj.
For når Kreml ser fjender overalt, bliver beredskabet skærpet. Når økonomien vakler, kan uforudsigelige handlinger blive fristende. Når magthavere føler sig pressede, kan de gribe til yderligere ekspansion eller provokationer for at bevare grebet om folket.
Vi har set det før. I Georgien i 2008. På Krim i 2014. I Ukraine siden 2022. Mønsteret gentager sig: Når presset stiger indadtil, søger Kreml fjendebilleder og magt udadtil.
Er Putin ved at miste grebet – eller straffer vi os selv?
Men måske er vi selv ved at blive paranoide? Måske overfortolker vi signalerne fra Moskva, fordi vi så gerne vil se svaghedstegn hos en leder, der har skabt kaos i Europa?
Sandheden er formentlig mere sammensat. Putin er både paranoid og kalkulerende. Han frygter sin egen befolkning, men han mestrer stadig kontrollen. Han står på et vakkelvornt økonomisk fundament, men han har også vist en bemærkelsesværdig evne til at holde stand.
Spørgsmålet er, om vi i Danmark og resten af Europa skal forberede os på en Putin i endnu mere defensiv og uforudsigelig tilstand. Og om vi er klar til konsekvenserne, hvis den indre paranoia fører til ydre aggression.
Hvad tror du: Er Putins fjendejagt et tegn på desperation – eller blot forretning som sædvanligt i Kreml?
