Hvornår begynder vi at stille de rigtige spørgsmål i klimadebatten – og hvornår stopper jagten på symboler, der alligevel ikke flytter klimaregnskabet en millimeter?
Den aktuelle debat om kongehusets afvisning af at udarbejde et klimaregnskab illustrerer et grundlæggende problem i dansk klimapolitik. Vi er blevet besat af symboler frem for substans. Kåre Press-Kristensen fra Green Global Future kalder det "ærgerligt og overraskende", at kong Frederik – der ellers har slået sig op som klimaforkæmper – ikke vil dokumentere kongehusets CO2-udledning. Men spørgsmålet er: Ville verden blive et gram grønnere af et kongeligt klimaregnskab?
Den højtsvævende klimaretorik
Kong Frederik har siden sin tronbestigelse meldt sig under de grønne faner. I sin bog "Kongeord" skriver han, at kongeparret er "optaget af at kunne medvirke til at give jordkloden videre til den næste generation i god stand". Flotte ord. Men når handlingerne ikke følger med – når kongeskibet Dannebrog fortsat sejler rundt og udleder 400 tons CO2 på bare et halvt år, svarende til 4.750 flyrejser til Berlin – så opstår der naturligvis et hykleriproblem.
Men lad os være ærlige: Hvad forventede vi egentlig? At Amalienborg skulle rives ned og erstattes af billige klimavenlige lejeboliger i beton? At den kongelige livgarde skulle "gå" parade i elbil frem for til hest? At hundrede år gamle slotte med metertykt mur skulle isoleres efter moderne standarder?
Klimaregnskabets begrænsede værdi
Når store virksomheder fra 2024 er blevet pålagt at udarbejde klimaregnskaber – virksomheder med over 250 ansatte eller mere end 40 millioner euro i omsætning – så er formålet klart: At skabe gennemsigtighed og drive den grønne omstilling fremad i erhvervslivet. Men effekten er ikke altid overbevisende. En gennemgang fra Børsen viser, at 14 ud af 24 af landets største børsnoterede selskaber faktisk øgede deres CO2-udledning i 2022 – trods stigende fokus på klimadagsordenen.
Pointen er: Et klimaregnskab ændrer ikke i sig selv udledningen. Det dokumenterer blot status quo. Som en almindelig dansker, der overvejer at købe dieselbil igen, men erkender, at det nok ikke bliver muligt ved næste udskiftning, ved vi alle sammen godt, hvor vi står. Vi ved, at gamle bygninger kræver energi at opvarme. Vi ved, at kongeskibet forurener. Vi ved, at den kongelige bilpark ikke kører på vindenergi.
Symbolpolitikkens faldgruber
Den virkelige fare i denne debat er, at vi lader symbolpolitikken overtage klimadagsordenen. Vi bruger energi på at diskutere, om kongehuset skal lave et klimaregnskab – et regnskab, der i sidste ende kun ville bekræfte det, vi allerede ved – mens de substansielle spørgsmål bliver overset: Hvordan sikrer vi, at fremtidens renoveringer af kongelige bygninger sker mest muligt klimavenligt? Hvilke reelle teknologiske løsninger findes for historiske bygninger? Kan kongeskibet konverteres eller erstattes af et mere miljøvenligt alternativ?
Det er præcis de samme spørgsmål, almindelige danskere stiller sig selv. Når dit oliefyr skal udskiftes, når din gamle bil skal pensioneres, når taget skal renoveres, handler det om de konkrete valg ved udskiftninger og renoveringer. Ikke om at producere papir, der dokumenterer, hvor meget du forurener i dag.
Den grønne omstilling kræver realisme
Kong Frederiks retoriske klimaengagement har også positive sider. Han har sat fokus på den grønne omstilling og kan bruge sin position til at fremme bæredygtige løsninger. Men troværdigheden kræver ærlighed om begrænsningerne. Kongehuset er en institution med århundredgamle bygninger, ceremonierede traditioner og praktiske nødvendigheder, der ikke bare kan omstilles fra den ene dag til den anden. Det samme gælder for store dele af det danske samfund.
Når kongehuset i 2024 valgte at droppe investeringer i olie og skærpe fokus på bæredygtighed, var det et konkret skridt, der flytter noget. Ikke perfekt, men substantielt. Dét er forskellen mellem symbolpolitik og reel handling.
Hvad vil vi egentlig opnå?
Så lad os vende blikket indad: Hvad ønsker vi at opnå med kravet om et kongeligt klimaregnskab? Hvis målet er at få dokumenteret, at gamle slotte bruger meget energi, at kongeskibet forurener, og at den kongelige vogn ikke er en elbil – jamen, så ved vi det allerede. Hvis målet er at skabe det perfekte symbolske offer i klimadebatten, så er det netop symbolpolitik på sit mest gennemskuelige.
Men hvis målet er faktisk at reducere CO2-udledningen – hos kongehuset såvel som i det øvrige samfund – så skal vi hellere bruge kræfterne på at udvikle realistiske løsninger for netop de typer bygninger, traditioner og praktiske nødvendigheder, som kongehuset repræsenterer. For de udfordringer er ikke unikke. De findes i tusindvis af beskyttede bygninger, kirker, museer og institutioner over hele landet.
Måske skulle spørgsmålet ikke være, hvornår kongehuset laver et klimaregnskab. Måske skulle det være: Hvornår begynder vi at tale om klimapolitik på en måde, der faktisk flytter noget – i stedet for bare at producere tal, som bekræfter det, vi i forvejen vidste?
Læs evt. også
Kongehuset nægter at lave et klimaregnskab: - Det er ærgerligt
