Blog

Fodgænger krydser letbanespor ved Z-krydsning i Ejby mens letbanetog nærmer sig med 70 km/t
Foto: Frederik K. Frydendal-Oesten
Tophistorie

Letbanens sikkerhedsproblemer i Ejby: "Man sætter livet på spil, når man krydser skinnerne"

Borgere må krydse letbanesporet med 70 km/t uden advarselssignaler – og hastigheden kan ikke nedsættes, fordi toget skal indhente forsinkelser fra Gladsaxe.

Den nye letbane gennem Ring 3 åbner 26. oktober 2025 efter længere tids testkørsler, der har vakt bekymring blandt borgere i Ejby. Mens støjproblemer allerede har været genstand for politisk debat, er der nu opstået en ny og potentielt livstruende problemstilling: Fodgængere skal dagligt krydse letbanesporet, mens togene passerer med 70 km/t – uden lyskryds eller advarselssignaler.

Jeg har tidligere fremsat kritik af letbanens støjbelastning og anbefalet hastighedsnedsættelse på strækningen gennem Ejby. Nu retter jeg skarp kritik mod de trafiksikkerhedsmæssige forhold ved jernbaneoverkørslen, hvor jeg frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker alvorlige ulykker.

Min kritik får nu opbakning fra Susanne Damsgaard, kandidat for Danmarksdemokraterne til kommunal- og regionalvalget til den kommende storregion Region Østdanmark. Hun deler bekymringen for borgernes sikkerhed og understreger, at sådanne grundlæggende sikkerhedsproblemer må prioriteres højere i regionalpolitikken.

Advarselssignal skrinlagt af praktiske og økonomiske årsager
Byplanlæggerne i Glostrup Kommune har oplyst, at et oprindeligt planlagt advarselssignal ved jernbaneoverkørslen i Ejby ikke bliver realiseret. Efter længere tids dialog med Hovedstadens Letbane er projektet blevet afvist af både praktiske og økonomiske grunde.

I stedet skal letbanen kompensere for den tid, der går tabt gennem Gladsaxe Kommune, hvor toget kører med reduceret hastighed. Derfor er det blevet en forudsætning for køreplanen, at letbanen kan køre 70 km/t gennem Ejby – også på strækningen, hvor fodgængere dagligt skal krydse sporet.

At letbanen skal køre langsomt gennem Gladsaxe, skal på ingen måde gå ud over sikkerheden i Ejby. Hensynet til køreplanen er blevet tillagt større vægt end borgernes sikkerhed, hvilket er uacceptabelt.

Z-krydsning skal sikre overblik – men togets fart kan snyde
Byplanlæggerne har forklaret, at krydsningen er udformet som en såkaldt Z-krydsning, hvor fodgængere altid skal se mod togets retning både før og under overgangen. Formålet er at give fodgængere mulighed for at vurdere, om de kan nå sikkert over, inden toget når frem.

Men netop vurderingen af afstand og hastighed udgør et centralt problem. Byplanlæggerne har selv pointeret, at "togets fart kan snyde," fordi letbanen kører omkring 70 km/t. Samtidig bremser letbanen langsommere end en bus, hvilket reducerer mulighederne for at undgå kollisioner, hvis en fodgænger fejlvurderer situationen.

Toget var langt væk, da jeg begyndte at gå. Der var ingen hindringer omkring skinnerne, og jeg nåede knap nok over, før toget var der. Man har vigepligten som fodgænger, men alternativet er at vente på, at toget kører forbi – det er ikke acceptabelt, når man dagligt skal kunne komme sikkert over.

Børn på vej til skole må krydse sporet uden sikkerhedsforanstaltninger
Særligt bekymrende er situationen for de børn fra Ejbyholm, der dagligt skal krydse letbanesporet på vej til skolen i Ejby. Thuy Diem Larsen, en af de lokale borgere, har udtrykt ægte bekymring for børnenes sikkerhed.

"Det er ikke fantastisk at opleve, at man tillader tog med 70 km/t blandt trafikanter uden lyskryds og afskærmning," siger Larsen. Hun finder det svært at forstå byplanlæggernes argumentation om, at hastigheden skal opretholdes for at indhente tid gennem Gladsaxe: "Mener man virkelig, at det er acceptabelt at race gennem Ejby med høj risiko for at køre nogen ned?"

I morgen-myldretiden, hvor børn og voksne skal krydse sporet samtidig, er presset størst. Selv under testkørslerne har det vist sig, at toget var så langt væk i myldretiden, at man kunne nå over – men der var ingen tegn på, at chaufføren satte farten ned.

Dobbelt problem: Støj og sikkerhed
Problemstillingen i Ejby er todelt. Borgerne oplever ikke kun et støjhelvede, når letbanen passerer med høj hastighed, men de skal samtidig dagligt krydse sporet med livet som indsats.

En hastighedsnedsættelse ville løse begge problemer på én gang: Ved at sænke hastigheden slåes to fluer med ét smæk – både støj og sikkerhed forbedres. Det skal ske, inden der sker personpåkørsler på strækningen.

Det kan ikke være ret og rimeligt, at borgere både skal leve i et støjhelvede og samtidig sætte deres liv på spil for at krydse letbanesporet. Særligt når løsningen er lige for: en lavere hastighed på strækningen gennem Ejby.

Region Hovedstaden: Letbanen er en forbedring
I et tidligere svar vedrørende støjproblematikken har regionsrådsformand Lars Gaardhøj udtalt, at Region Hovedstaden ser frem til, at letbanen åbner og giver borgerne let adgang til kollektiv trafik på tværs af regionen.

Regionen anerkender, at letbanen vil medføre en anderledes støj end den kendte trafikstøj fra Ring 3, og har derfor bedt Hovedstadens Letbane om at foretage løbende støjmålinger. Når der foreligger konkrete målinger, vil ejerkredsen bag letbanen drøfte, om der kan være behov for yderligere tiltag – herunder støjskærme.

Men i forhold til sikkerhedsproblematikken ved jernbaneoverkørslen i Ejby har der endnu ikke foreligget tilsvarende tiltag eller løsninger.

Ansvaret for trafiksikkerheden
Man kan ikke overlade ansvaret til fodgængerne alene. Man har lidt ansvar ude i trafikken, men hvis der ikke gøres noget ved togets hastighed, lyskryds eller belysning, vil det før eller senere få fatale konsekvenser.

Der er behov for større ansvarlighed fra både byplanlæggere og letbaneselskabet. Hvis chaufføren ikke sætter farten ned, og der ikke er lyskryds eller afskærmning, så er det kun et spørgsmål om tid, før nogen bliver kørt ned.

Spørgsmålet er nu, om de ansvarlige parter vil handle, før der sker alvorlige ulykker – eller om hensynet til køreplanen fortsat vil veje tungere end hensynet til borgernes sikkerhed i Ejby.

Læs også:

Letbanens støjkaos: Når grønne drømme bliver til borgernes mareridt

Relaterede artikler

Dagens Debat

Dagens Debat Glostrup
Redaktionen 

Mail: red@ddglostrup.dk 

Information om ophavsret:
For enkelte billeder og illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af Dagens Debat Glostrup, som om der var indgået aftale i forvejen.

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev