En aften, der skulle skabe debat om børnenes fremtid, endte med at rejse spørgsmål om lige vilkår i den lokale valgkamp.
Der var lagt op til en vigtig aften på Nordvangskolen den 29. oktober. Skolebestyrelser, FOA/PMF og Glostrup Lærerforening havde inviteret politikerne til debat om skolernes fremtid. Emner som normering, inklusion og fysiske rammer fylder meget i forældre og pædagogers hverdag – og spørgsmålene er reelle nok. Men selv den bedste dagsorden kan ikke redde et arrangement, hvor spillereglerne pludselig ser ud til at være til forhandling.
Hvem var der – og hvem var der ikke?
Otte politikere mødte op. Socialdemokratiets borgmester Kasper Damsgaard, Venstres Piet Papageorge, Liberal Alliances Casper Larsen, Enhedslistens Selim Baran, og flere andre. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti glimrede ved deres fravær. Det kan man tolke, som man vil. Måske havde de travlt. Måske prioriterer de andre vælgergrupper. Men hvis man ikke dukker op til skoledebat i en by med mange børnefamilier, sender man et signal – bevidst eller ej.
Det er fair nok at bemærke. Men fraværet blegner sammenlignet med det, der skete på selve mødet.
90 sekunder til alle – undtagen én
Formatet var enkelt: Hver politiker fik 90 sekunder til at præsentere sin holdning til hvert af de fire temaer. Det er stramt, men fair. Moderatoren holdt hånden på uret. Alle overholdt tiden. Alle undtagen én.
Borgmester Kasper Damsgaard fik ifølge Bylisten seks minutter. Ikke seks gange 90 sekunder fordelt over aftenen. Seks minutter i ét stræk. Mens de andre stod med stopur og afbrydelser.
Det er ikke et lille hak i lakken. Det er et grundlæggende brud på princippet om lige taletid.
Hvad betyder det egentlig?
Man kan sige: "Det var sikkert bare uoverskuelighed." Eller: "Borgmesteren har nu engang mere at sige." Men sådan fungerer demokrati ikke. I hvert fald ikke, hvis vi skal have noget, der ligner en reel samtale.
Når én kandidat får fire gange så lang taletid som de andre, får man også fire gange så meget plads til at nuancere, forklare, berolige og overbevise. De andre må nøjes med at skyde fra hoften – og det gør dem lettere at afskrive som overfladiske eller utroværdige.
Det er ikke manipulation i ordets egentlige forstand. Men det skaber en skævvridning, som er svær at overse. Især når det sker på et arrangement, der skulle give borgerne mulighed for at sammenligne kandidaterne på lige fod.
Arrangørernes ansvar
Skolebestyrelser og fagforeninger er ikke politiske aktører. De skal ikke tage stilling til, hvem der skal have magten. Men de har et ansvar for at skabe rammer, hvor alle får den samme chance for at blive hørt. Når det ikke sker, undermineres troværdigheden – både for arrangementet og for den politiske proces.
Det er svært at vide, om der lå en bevidst vurdering bag. Måske vurderede man, at borgmesteren "havde brug for mere tid" på grund af sin rolle. Men det argument holder ikke. Alle kandidater skal bedømmes på deres evne til at formidle klart og koncist. Hvis man ikke kan det på 90 sekunder, er det et problem – ikke en undskyldning.
Hvad med de tomme stole?
Samtidig er det værd at huske på, at to partier slet ikke dukkede op. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti valgte ikke at deltage. Man kan ikke klage over ulighed i taletid, hvis man ikke engang møder op. Men det gør ikke den ulige behandling af de fremmødte mindre problematisk.
Demokrati handler ikke kun om at være til stede. Det handler også om at blive behandlet ens, når man er der.
Spørgsmålet, der hænger i luften
Hvad sker der, når et lokalt vælgermøde – sat i verden af neutrale aktører – ender med at give én politiker en markant fordel? Hvad gør det ved borgernes mulighed for at træffe et informeret valg?
Og vigtigst: Hvad gør arrangørerne næste gang?
